-
Business-update: Højesteret fælder dom over advokatfirma
Source: BDK Finans / 05 Feb 2025 10:54:39 America/New_York
Kære læser. Det er blevet onsdag eftermiddag og dermed tid til en opdatering fra Berlingskes årvågne erhvervsredaktion, hvor vi serverer et håndplukket udvalg af dagens historier. Vi begynder som sædvanlig hos de andre medier og slutter med tre uundværlige fra os selv. I dag har nyhedsbilledet i høj grad været præget af regnskaber fra danske giganter. Herunder Novo Nordisk, Vestas og Pandora. Lad os bare kaste os ud i resten. God læselyst! #1 – Dårligt nyt til københavnske boligkøbere Mens »Til salg«-skiltene skyder op i Jylland, er der dårligt nyt til boligsøgende i København og omegn. Udbuddet af boliger til salg i Vestjylland og Nordjylland er steget med henholdsvis 11 og 13 procent det seneste år. Samtidig er boligudbuddet i København By og Københavns omegn faldet med henholdsvis 25 procent og 8 procent. Det viser nye tal fra Boligsiden, skriver Børsen. »Det er virkelig en markant forskel, når man ser på landsdelene. Det er fra den ene ekstrem til den anden ekstrem,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea, til Børsen. Der er nu færre boliger til salg i hovedstaden end før coronapandemien, hvor boligsalget steg markant. #2 – Nationalbanken vil bryde Nets’ monopol på indløsning Dankortet er ikke længere det billigste betalingskort for samfundet. Derfor er der brug for at tilpasse lovgivningen på betalingsmarkedet for at skabe et mere robust og effektivt marked. Det skriver Nationalbanken i ny rapport ifølge det danske medie Policywatch. »I takt med at Dankort-betalinger udgør en dalende andel af kortbetalingerne, er det relevant at tilpasse reguleringen. Det gælder både prisreguleringen af Dankort og adgang for flere indløsere af Dankort-betalinger. Det vil understøtte sikre, robuste og effektive kortbetalinger i fremtiden,« skriver Nationalbanken. I dag er Nets, der ejer Dankort, det eneste selskab, som står for indløsning af Dankortbetalinger. Det betyder, at Nets forsimplet sagt er mellemmanden, når kunden svinger sit kort i butikken, og pengene skal flyttes fra bankkontoen til butikkens konto. Nationalbanken vurderer, at det vil skabe en bedre konkurrencesituation, hvis der åbnes for, at flere kan få lov at stå for indløsning af Dankort-betalinger. #3 – Højesteret fælder dom over advokatfirma En ny dom fra Højesteret har taget stilling til, hvor tæt advokater må arbejde med de store revisions- og rådgiverkoncerner, uden at advokaterne overtræder deres uafhængighed og integritet. KPMG Laws internationale samarbejde med revisions- og rådgiverkoncernen KPMG er i strid med god advokatskik, lyder dommen fra Højesteret, der også har kigget nærmere på advokaters samarbejde med andre virksomheder generelt. Det skriver Finans. Højesteret har blandt andet lagt vægt på, at KPMG Law i høj grad er integreret i KPMG-netværket, og at advokatfirmaet i en række tilfælde er undergivet direktiver fra andre aktører i netværket. »Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at samarbejdet indebar, at KPMG Law havde bundet sig så nært til netværket og i en sådan grad, herunder vedrørende driften af advokatvirksomheden, at der var rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt KPMG Law levede op til kravene om uafhængighed og integritet,« står der i dommen ifølge Finans. Stine Andersen, der er partner og advokat i firmaet, skriver i en kommentar til Finans, at KPMG Law tager Højesterets dom til efterretning, men er ærgerlig over den. »Vi synes, at udfaldet er et tab for erhvervslivet, der netop søger de løsninger, som et advokatfirma i KPMG-netværket kan tilbyde i form af en global tilgang til komplekse internationale regler,« lyder det fra Stine Andersen. KPMG Law og ejerne af firmaet slipper for de bøder, de oprindeligt fik i Advokatnævnet. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Bagmandspolitiet efterforsker Kasi-Jespers beskyldninger mod Pandora Sidste forår anmeldte Jesper »Kasi« Nielsen smykkekæmpen Pandora for omfattende bedrageri. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har nu åbnet en efterforskning af sagen. Hos Pandora ser man anmeldelsen som »ren chikane«. Læs hele historien her. B. Novo Nordisk sætter nye rekorder og overgår forventningerne – tjente 101 milliarder kroner på et år Med en salgsvækst på 25 procent i 2024 overgår Novo Nordisk analytikernes forventninger. Næste år forventer Novo Nordisk en salgsvækst på mellem 16 og 24 procent. Læs hele historien her. C. Se billederne: Efter 32 år med røde sæder i Parken får sæderne ny farve Parken er på vej til at skifte alle sæder ud med en farve, der passer til F.C. København, men langtfra signalerer landsholdet. Samtidig siger Parkens direktør, at der måske er fundet en vej til at få tilskuerkapaciteten op over 40.000 igen. Læs hele historien her. Tak, fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/business/business-update-hoejesteret-faelder-dom-over-advokatfirma